Lejligheder og indflytning.

Lejligheder.

Friplejehjemmet Grønneparken ligger i Ikast midtby, tæt ved biblioteket og gågaden. Grønneparken består af 45 lejligheder, heraf er de 2 til ægtepar. De 3 lejligheder har skillevæg, der adskiller stue og soveværelse. Hovedparten er 1 rums lejligheder. Alle lejlighederne har lille køkkenniche med køleskab og mulighed for at kunne lave kaffe eller the (der er ikke mulighed for at lave mad), en kombineret vaskemaskine/tørretumler samt badeværelse med toilet, bruser, lille skab samt højdeindstillelig håndvask. Alle lejligheder opvarmes af fjernvarme. Der er mulighed for tilslutning til telefonstik og antennestik, hvor det er muligt at se kanalerne DR1, DR2 og TV2.

Mange lejligheder i stueetagen har udgang til en af Grønneparkens gårdhaver, og på 1. sal er der mulighed for at åbne den franske altandør, og nyde gårdhaven oppefra. 

Begge vores gårdhaver har fået et "ansigts"løft i forbindelse med jubilæum i 2018. I sommerhalvåret, er der opstillet pavillioner, så beboerne kan skærmes for solen.

På begge etager er der køkken/alrum samt opholdsstue med tv. Der er udgang til enten gårdhaven eller terrassen. Afdelingssygeplejersken har kontor på 1. sal, og forstander og sekretær har kontor i stueetagen. I stueetagen ligger ligeledes storkøkkenet samt fællessal. Fællessalen kan lånes fx. ved beboerens fødselsdag. Udlån af fællessalen skal ske efter nærmere aftale med personalet.

 

Indflytning.

Hvis du overvejer Friplejehjemmet Grønneparken som mulighed, er du hjertelig velkommen til at tage kontakt til os, og komme forbi til en uforpligtende rundvisning. Vi skriver gerne folk på venteliste.

Det kan anbefales, at indretningen er som den skal være inden beboeren flytter ind, da det giver en vis tryghed og genkendelighed i de nye omgivelser. Møblerne må gerne flyttes ind i weekenden efter nærmere aftale med personalet. Det er vigtigt at der tages hensyn til beboeren ved indretningen, hvis der bruges hjælpemidler. Det er beboer og pårørende, der pakker ud ved indflytning.

 

Husleje / priser.

Huslejen på Friplejehjem er den samme som på et kommunalt plejehjem.

Der er muligt at opnå boligydelse til huslejen. Den er individuel og afhænger af formue og indtægt, samt om man er mobil eller bevægelseshæmmet.

Boligydelse og beregning af boligstøtten kan gøres via www.borger.dk eller ved henvendelse til Udbetaling Danmark.

Udbetaling Danmark er behjælpelig med beregning på din endelige boligydelse.